Sent mål afgjorde DS-kampen mod Hørsholm i Allerød Idrætspark
For nogle uger siden var vi på besøg i Hørsholm, kampen blev der spillet på en kunstbane et godt stykke vej fra omklædningsmulighederne, resultatet blev 4-4 efter en mindre god indsats fra vores side efter pausen.
I returopgøret lørdag d. 1. juni i Allerød ventede helt anderledes forhold, en flot græsbane lige udenfor omklædningsrummene, og spillet blev også derefter – det blev en livlig start på matchen i strålende solskinsvejr på et særdeles indbydende underlag.
Begge hold spillede friskt til fra start, gæsterne havde kampens første afslutning, mens vi havde de næste. Christian udfordrede gang på gang, Have, Jonathan og Oliver var godt spillende, mens Hørsholm måtte se en spiller blive noteret for gult kort i indledningen, det var for at stoppe en omstilling med hånd på bolden. Bedst som gæsterne blev holdt fra stangen, kom kampens første mål så, 0-1 lige før den halve time var rundet fra en noget fri position i vores felt, uden chance for vores keeper Frederik.
Lige før pausefløjtet kom udligningen. Christian rundede igen Hørsholms back, en præcis aflevering mod det lange hjørne blev headet ind af Kops, der dermed igen kom på tavlen. Dejlig scoring, og godt nu når vores 3-4 flittigste målscorere i sæsonen ikke var med.
Gæsterne skiftede 2 i pausen, vi fortsatte de gode momenter, og vores førnævnte keeper Frederik var på sin plads da først Hørsholm kom igennem. Især redningen omkring en times spil var imponerende. Vi fik ikke tilspillet os til de store chancer, det gjorde gæsterne heller ikke før et minut før tid. Hjørnespark, og via 2-3 tilfældige berøringer kom 1-2-målet så. Stor jubel hos udeholdet, der som os for længst har udspillet en afgørende rolle i den igangværende oprykningsslutspil.
Blot 4 tillægsminutter blev det til, kampen sluttede 1-2, og skuffelsen var stor.
Man of the Match blev Oliver, runner up Jonathan og Have.
Blot to kampe resterer i sæsonen, den første er på fredag d. 7. juni ude mod Karlslunde, den sidste er lørdag d. 15. juni mod Bk Skjold i Allerød Idrætspark.
Ind i mellem venter der en pokalkamp mod FC Hornsherred fra serie 2, den kamp spilles tirsdag d. 4. juni klokken 19:00 ved Møllegårdhallen i Jægerspris.
KAMPFAKTA
Herre-DS 2023-24 oprykningsspil
Allerød Fodbold Klub-Hørsholm-Usserød IK 1-2 (1-1)
Mål
27’ 0-1 Sofus Reimers Søndergaard
43’ 1-1 William Kops, oplæg Christian Jimmy Ravn Esperhain
89’ 1-2 Joakim Nørgaard Dam
Gule kort
13’ Louie Tinggaard Helmi, Hørsholm
56’ Sofus Reimers Søndergaard, Hørsholm
79’ Holger Jarlgaard, AFK
93’ Khalid Al-Ali, Hørsholm