Fire AFK-spillere udtaget til DBU Talent-samling
Det er bestemt ikke hverdagskost, at AFK-spillere bliver udtaget til DBU-aktiviteter, og når det så tilmed sker for fire spillere på samme tid, må det betegnes som en mindre sensation!
Eigil Lykkebo Madsen, Alexander Woolgar Karpf, Alexander Stæhr Dalgaard og Frederik Stæhr Dalgaard fra AFK’s U13 drenge var alle med på listen, da DBU for 2 uger siden udtog spillere til den første DBU-talentsamling for spillere i årgang 2012. Talentsamlingen blev så gennemført i Tuse i dag, hvor de 4 AFK-drenge var blandt de 30 sjællandske U13-drenge, der i høj sol og 25 grader gennemførte 2 træningspas af 1 ½ times varighed.
Med til historien hører, at AFK er en ud af blot to sjællandske og københavnske ikke-licensklubber, der har fået udtaget spillere til de to DBU-talentsamlinger, der er blevet gennemført i henholdsvis Tuse og Ballerup. Bortset fra de 4 AFK-drenge og 3 spillere fra Vallensbæk IF kommer alle udtagne spillere fra såkaldte DBU-licensklubber, der er repræsenteret i de to højeste DBU-rækker – Liga 1 og Liga 2.
Udtagelserne er et kæmpe klap på skulderen til ungdomsarbejdet i AFK.
AFK-drengene får ikke lang tid til at hvile ud oven på strabadserne i Tuse. Allerede onsdag aften skal drengene i ilden i 2. runde af DBU Sjællands pokalturnering, når det suveræne Liga 2-tophold FC Helsingør gæster Allerød Idrætspark til kick-off kl. 18.30.