Menu

AFK U13 sender Brøndby ud af pokalturneringen

image
25. september 2024 kl. 12:17
Fornem sejr til AFK

Heldet var ikke ligefrem med AFK, da der for 3 uger siden blev trukket lod til 1/8-finalerne i DBU Sjælland U13 drenge-pokalturneringen. AFK blev således parret med Brøndby IF, der frister en tilværelse i den højeste U13 Liga 1-række.

AFK-drengene, der er placeret 2 rækker under Brøndby IF i Liga 3, så dog ikke selv nogen synderlige begrænsninger i at skulle op mod mægtige Brøndby, og da kampen i går aftes blev afviklet i en regnvåd Allerød Idrætspark, var jantelov og respekt pakket meget langt væk.

AFK-drengene spillede en fremragende kamp og vandt fuldt fortjent med 2-0. Efter en meget lige start på kampen overtog AFK-drengene stille og roligt kommandoen og bortset fra en 5-minutters periode midtvejs, hvor AFK var en mand i undertal på grund af et gult kort, var det AFK, der var det klart mest farlige hold og var tættere på 3-0, end Brøndby var på at reducere.

AFK-drengene blev under hele kampen bakket solidt op fra sidelinjen af en stor AFK-fanskare, der havde trodset det elendige vejr. Mange tak for supporten – den fik rigtig stor betydning.

Lodtrækning til kvartfinalerne finder sted torsdag og kan følges live på DBU Sjællands Facebook-side kl. 12.00. FC Nordsjælland og Lyngby Boldklub er mulige modstandere.

Højdepunkter fra Brøndby-kampen kan ses på AFK-drengenes Instagram-side alleroedfk_2012-drenge (https://www.instagram.com/alleroedfk_2012_drenge/)

Luk