Menu

Tilbage på sporet, Herlev besejret på to sene mål, ny sæson i DS venter

image
12. juni 2023 kl. 08:31

Nederlag i de sidste par kampe betød en nærmest vind eller forsvind kamp lørdag d. 10/6-2023 mod Herlev i Allerød Idrætspark. Det skal dog lige tilføjes meget skulle gå imod os, hvis ikke pladsen i næste sæsons DS skulle være vores, men matematikken snyder aldrig, vi skulle bruge mindst uafgjort mod de formstærke gæster. Omvendt ville gæsterne være presset frem mod den sidste spillerunde, jo, der var bestemt noget at spille for.

MC var selvfølgelig på kassen, Benno, Holger, TC og Skou var i bagkæden, Jonna og Jæger på midten, mens Lasse, Ashab, Dargis indtog midten og Wiilum i front.

På bænken havde vi Mark P, Virkelyst, Christian, Fleng, Linus og reservekeeper Zain. Sidstnævnte var eneste som ikke blev benyttet.

Kampen går nok ikke over i historien som den mest velspillede eller som en kamp med mange målchancer,  dertil stod holdene lidt for godt til hinanden, og kampens betydning var til at få øje på. Stillingen var 0-0 ved pausen, AFK havde de fleste forsøg, hvor især Jonathan, Dargis og Lasse var tættest på. Medvinden over Allerød Idrætspark var med gæsterne fra Herlev i 1 halvleg, bortset fra nogle enormt lange indkast blev det småt med muligheder til gæsterne.

Det kom der til gengæld efter pausen, stadionuret var lige rundet et minut før Herlev bragte sig i en fordelsagtig afslutningsposition i feltet, MC tog sig sikkert af skuddet. Willum forsøgte sig godt derefter, et par gange uden held, før Herlev nød godt af lidt for megen plads på vores banehalvdel. Vi kom op af hullet, Benno var med i meget, før Linus som den første blev skiftet ind. Det var i det 63. minut. Stillingen var fortsat 0-0, Herlev skiftede også, og af en eller andre grund sendte de 2 spillere på banen, og tog kun 1 ud – det blev der dog hurtigt gjort noget ved, så ar det også lidt mere fair.

Fem minutter før tid kom kampens første mål endeligt. Linus blev nedlagt i et godt drive ved buens kant, Willum tog sig af frisparket, og 1-0-målet strøg fladt ind, herligt at se, og vel også OK fair efter flere gode muligheder. Vi skiftede 3 mand i overtiden, og bevarede trykket mod et godt kæmpende Herlev-mandskab som fortsat lukrerede mest på dødbolde. Dybt ind i overtiden vandt Jonathan igen en duel, bolden havnede for fødderne af Linus, der få minutter før sendte bolden forbi målet, som sikkert sendte bolden i nettet til 2-0.

Herlig afslutning på matchen, velfortjent sejr til vores hårdt arbejdende team, og stor tak herfra til alle de fremmødte tilskuere, til bolddrengene som en vigtig brik i afviklingen af kampen, og selvfølgelig også en stor tak og en kæmpe ’Fenerbache ’til AFK ULTRAS, som i den grad kunne høres og ses under hele kampen.

Vi har en kamp tilbage i sæsonen, Slagelse venter på udebane lørdag d. 17. juni 2023, kampstarten er klokken 14:00, her venter endnu et indbydende græstæppe, lad os vente os se om banens beskaffenhed kan nærme sig vores tårnhøje niveau.

 

Kampens spiller blev anfører Jæger, Willum var runner up.

Luk