Allerøds fodboldkvinder er sjællandsmestre
Onsdag aften kunne AFK’s kvinder sikre sig sjællandsmesterskabet på hjemmebane med en sejr i den sidste kamp i 8-mands kvindesenior imod Fløng-Hedehusene.
Fløng-Hedehusene har været ubesejrede de seneste sæsoner, så AFK kvinderne var tændte og viljen var i top for at få guldet denne gang. Modstanderholdet var i perioder dominerende i spillet, men alligevel fik Allerød kæmpet sig frem til flere chancer i kampen og vinder kampen 2-1. Efter flere års guldpause, kunne kvinderne endelig - på en smuk aften på AIP - løfte pokalen igen.
Holdet har dermed ni sejre i ni kampe i turneringen, og en suveræn målscore på hele 32-3. En meget stærk præstation i den bedste 8-mands kvindeseniorrække på Sjælland. Holdet har haft flere skadede spillere igennem sæsonen, men der har været god hjælp at hente fra sjællandsseriens KS2-spillere. Flere forskellige spillere fra KS2-holdet har hjulpet og det har været en fantastisk hjælp for 8-mandsholdet.
#forzaAFK