Menu

Topholdet Ishøj sendt fra Allerød med nederlag

image
FA
30. april 2022 kl. 19:38
Muddi scorede hattrick, GH et enkelt. To fik debut.

Forårets femte kamp i Danmarksserien blev spillet i Allerød Idrætspark lørdag d. 30. april, modstanderen var topholdet fa Ishøj IF, der tidligere i sæsonen har vundet de to indbyrdes møder, denne gang gik det vores vej, og det var efter en solid præstation af vores mandskab, som sendte to debutanter på banen i matchen.

 

TC måtte desværre udgå, Kops kom ind til en flot debut

Kampens indledning blev ikke den bedste for os, Tobias måtte udgå allerede i det 7. minut, det skete efter et vrid i anklen ovenpå et sammenstød med en Ishøj-spiller, der i det tilfælde lignede et tilfældigt sammenstød. W. Kops kom på banen til sin debut, det blev en flot debut til vores venstre benet spiller, der bare kan det hele. Tillykke med debuten her fra.


Ishøj scorede først

Kampens første mål blev scoret af udeholdet, der var der spillet 20 minutter, scoringen kom kort efter vores keeper Magnus C (MC) havde pareret et frit skud fra feltets kant. Vi kom godt igen, i det hele taget spillede vi en fin match, og udligningen kom 5 minutter før pausen. Jæger spillede Muddi fri, som med et tørt hug fra feltets kant bragede os på 1-1. Der var flere intense nærkampe i halvlegen, bedst symboliseret med udeholdets ene angriber, der i den grad gik over stregen flere gange. Kampens myndige dommer nøjedes med et enkelt gult til hver side, det var billigt sluppet for gæsterne, der nok engang skiftede en spiller ind med et rygnummer, der ikke var noteret på DBU app'en. Det er så 3. eller 4. gang i træk mod os det sker...

Vores særdeles veloplagte kantspiller Virkelyst assisterede Muddi i det 58. minut, et smukt lob over målmanden hoppede utageligt op i målnettet til stor glæde for de mange fremmødte tilskuere i solskinnet i Allerød. Ishøj skulle ikke bruge lang tid før udligningen var en realitet, den tidligere AFK-spiller Bastian Kruse bragte balance i scoren til 2-2 på et hovedstød.


GH fra bænken til tavlen

Kampens intensitet fortsatte, vi byttede en lettere skadet Dargid med Gustav Harlev, og netop Gustav slog til få minutter senere. Igen var Jæger oplægger, og vores næstmest scorende spiller i sæsonen var sikkerheden selv. Et kvarter før tid kæmpede Lasse sig til bolden højt på banen, med vanligt overblik blev Muddi sendt afsted mod målet, og vores topscorer kunne notere sig for sin 3. scoring på dagen. Endnu en flot scoring, helt suverænt.


Lucas fik debut

Kort tid efter byttede Virkelyst med 17-årige Lucas Refnov (årgang 2004), der dermed fik sin debut for AFK1. Tillykke med debuten Lucas! Vores unge spiller fik flere gange vist sin kunnen, og var faktisk tæt på en scoring i et par omgange - det skal nok komme.

Ishøj kunne ikke for alvor true os mod slutningen, en reducering var ikke engang tæt på, og de 4-2 holdt til sidste fløjt.


Hattrick-mager blev M-o-M

Morten Muddi blev i den grad kampens spiller, Lasse var runner up. Efter nederlag på 0-2 og 1-2 til Ishøj tidligere i sæsonen, var lørdagens kamp et smukt comeback mod rækkens førerhold, og en god måde at komme tilbage på sporet efter nederlag i B1903, og sidst det uafgjorte resultat i Brønshøj.

Tilbagevendte Vesterbæk skal også fremhæves for en stærk præstation i sejren, anfører Jonathan var også fremtrædende, i det hele taget var indstillingen og udførslen over hele holdet helt i top. Med to assister og et utrætteligt løepensum cementerede Jæger sin store værdi for holdet, der var meget at glæde sig over.

Vores næste kamp spilles også i Allerød Idrætspark, forårets mest formstærke hold (5 sejre i træk) Avarta kommer på besøg lørdag d. 7. maj, kampen starter klokken 13:00. Håber vi ses!

Luk