Menu

Solid 2. halvleg var udslagsgivende i forårspremieren mod Solrød FC

image
FA
03. april 2022 kl. 11:35
Forårspremieren blev spillet på udebane i Solrød

Vores første programsatte kamp i foråret mod Herstedøster var udsat efter ønske fra dem, så forårspremieren blev spillet på udebane i Solrød lørdag d. 2. april 2022. Forår var der ikke meget af, temperaturen ved kunstbanen dernede svingede mellem knap 5-6 grader (dog plus), og med de seneste præstationer i træningskampene var det med optimisme vi løb på banen mod de rødklædte værter.

Hele tre debutanter var med på holdet, Oscar Dargis startede i front, Lasse Lyby på kanten, og Victor Blaabjerg kom ind mod slutningen af kampen. Tillykke til jer 3 med debuten, I er nogle fantastiske holdspillere, og har fra dag 1 vist jeres værd :-)


Solrød scorede kampens første mål

Solrød startede foråret med en flot 2-1-sejr i Brønshøj, og lignede et hold med mod på tilværelsen i DS trods deres placering i bunden.

AFK havde rigtigt mange muligheder i kampens indledning, mål blev det ikke til, mens Solrød forsøgte sig godt, primært med de hurtige spillere i front. I det 36. minut blev hjemmeholdet tildelt et særdeles tvivlsomt frispark på kanten af vores felt, bolden prellede af på overliggeren, og på omstillingen var Morten 'Muddi' uhyre tæt på føringsmålet, Solrøds keeper storspillede og snuppede skuddet fra tæt hold.

Få minutter senere kom Solrød så foran, på deres andet forsøg mod mål strøg bolden ind til 1-0, godt hjulpet på vej af vores bagerste.

Føringen var stik mod spil og chancer, det er vel også charmen ved spillet, og med 3 sekunders overtid blev 1. halvleg blæst af med føring til hjemmeholdet på 1-0.


One way efter pausen

Trænertrioen rystede ikke på hænderne, troen på holdet var intakt, og 2. halvleg foregik også helt på vores præmisser. Med stor boldbesiddelse, masser af løb og fight, blev Solrød langsomt - men sikkert - nedkæmpet, og top og bundplaceringerne i tabellen blev mere og mere tydelig.

Flittige Jæger (ældste i vores startopstilling) brød måltørkenen, fra tæt hold blev kuglen i det 57. minut sendt ind til 1-1. Før var Lasse tæt på at runde den stadigvæk storspillede Solrød-målmand, Vester forsøgte sig ved forstolpen lidt senere, og sådan blev kampbilledet tiden ud.

I det 72. minut kombinerede vi fint i højre side, Lasse sendte TC i feltet, og denne gang lød fløjten, straffespark som Muddi sendte sikkert ind til 1-2.  Kort efter skiftede vi to mand, anfører Jonathan og Virkelyst byttede med Fleng og Mark, og presset mod hjemmeholdet blev ikke mindre. En enkelt gult, det var på en lille hævnakt på TC blev det til for Solrød, Dargis blev hevet ned i feltet, og Solrød kom faktisk ikke til nogle afslutninger overhovedet efter pausen. 

Mads Kragerup forlod banen efter 80 minutter, førnævnte Victor kom ind - og målscoringen var langt fra forbi for vores vedkommende. I slutminutterne spillede vi os faktisk til 4 chancer, 2 af dem scorede vi på, og sejren på 4-1 var vel nok noget i underkanten efter chancefordelingen, der vel sagde 2-12.


Vores topscorer slog til igen

Målet til 3-1 blev sat ind af Muddi, returen fra Solrøds målmand efter et monsterhug fra Dargis, blev sikkert sparket ind, mens TC assisterede på flotteste vis til Mark, der foran mål kunne trille bolden over til slutrestultatet 1-4.

En helt igennem flot 2. halvleg gjorde forskellen, vi manglede lige det sidste før pausen, og ser frem til de kommende kampe med rimelig optismime efter turen til Solrød Idrætscenter.

Tobias (TC) blev kampens spiller, Dargis, Lasse og Muddi runner up.

Wagner og reservekeeper Magnus blev ikke benyttet.

Næste kamp spilles hjemme i Allerød Idrætspark lørdag d. 9. april med kampstart klokken 13:00, her kommer Union på besøg.

Luk