Menu

Nyt fra Kvindesenior

image
25. april 2022 kl. 15:13
Efter at KS1 tabte den første turneringskamp i 2.Division i foråret til Damsø, er der kommet 6 point ind på kontoen i de sidste to kampe.

Efter at KS1 tabte den første turneringskamp i 2.Division i foråret til Damsø, er der kommet 6 point ind på kontoen i de sidste to kampe.

I forrige uge slog man Fredensborg hjemme med 3-1 på mål af Marike, Carina og Mie. En fortjent sejr under svære forhold, da det blæste meget denne dag.

I denne weekend tog pigerne så til Sundby Idrætspark for at spille mod Fremad Amager.  Til trods for tre-fire gode muligheder i første halvleg stod det 0-0 ved pausen. I anden halvleg fik AFK dog hul på bylden og scorede hele fem gange med fem forskellige målscorere. Til trods for en lille fiber i læggen under opvarmningen til Carina, kunne hun alligevel kort inde i anden halvleg score det første mål til 1-0. AFK foretog en udskiftning og den tidligere Fredericia spiller Klara kom på banen og hvilket indhop. Først kunne hun lægge op til målet af Carina og derefter selv bringe AFK foran med 2-0. 3-0 blev det ved et andet indhop – nemlig Mie som jo ligesom storesøster næsten altid er garant for mål. Et fejende flot solomål af Kamilla gjorde det til 4-0 og til allersidst kunne Arleth heldigvis bringe AFK på 5-0. Heldigvis fordi hun nok blev snydt for et offside mål en halv time tidligere.

 

KS2 fører Serie 1 med 9 point og en målscore på 20-2 for 3 spillede kampe. I den første kamp slog man Greve hjemme med 3-0 på mål af Anneken, A (med tåen lige op i krogen) og Monica. En flot sejr da det er Greves bedste hold og derfor må betragtes som forhåndsfavorit til oprykning til sjællandsserien.

I anden kamp måtte oprykkeren fra Hareskov igennem en hård kamp mod AFK. Resultatet på den ellers fine bane i Hareskov blev 14-0 til AFK. 7 mål af Julie som er kommet til AFK fra Skjold Birkerød, 2 mål af debutanten Vinnie, Caroline – ligeledes nytilkommet fra Birkerød, Stine, målmands Sofie i marken lige op i hjørnet, Line og Rassidinho. Med 7 mål ud af 8 chancer fik Julie stensikkert fidusen.

I weekenden skulle man så møde Lyngbys bedste hold – også en kamp hvor modstanderen blev betragtet som forhåndsfavorit og bejler til oprykning, da de er nedrykker fra sjællandsserien.

Efter Lyngby var kommet foran med 1-0 kunne Monica sikkert på straffe udligne til 1-1.  Herefter kunne Frede bringe AFK foran med 2-1 på et fremragende langskudsmål. Lidt inde i 2. Halvleg bragte Lyngby balance i regnskabet med en scoring til 2-2. Men ca. Et kvarter før tid kunne Frede med endnu et flot langskud bringe AFK på 3-2 som blev kampens resultat. Hjemvendte Liv fra Sundby spillede en flot kamp og fik fidusen.

Så dermed har KS1 og KS2 i de sidste to runder lavet 12 point, hvilket afdelingen ikke rigtigt kan huske hvornår det sidst er sket og om det er sket.

Samtidig ligger vores 8-mands kvindehold efter to kampe nummer 1 i 8 mands række 1 – rækken.

Så her i 50 års jubilæumsåret for det første oprettede kvindehold i AFK ser det indtil videre OK ud for kvinderne og vi håber på det bedste for resten af foråret.

Luk