Brønshøj bed godt fra sig, tredje indbyrdes uafgjorte i sæsonen
Lørdag d. 23. april 2022 tog Brønshøj imod i Tingbjerg Idrætspark, et hold der jagtede forårets første sejr efter to uafgjorte og to nederlag hidtil. Kampen blev spillet på opvisningsbanen, der samme dag var kridtet op, og de baneansvarlige for hjemmeholdet var i den grad nervøse om dommeren ville godkende banen.
Stregerne fra morgenens kørsel med kridtvognen var nemlig helt ude af synk, og med koste og vand forsøgte man bravt at rette op på det. Kampen blev spillet på stadion efter accept fra alle parter, der må være nogle med røde ører i Københavns kommune, men sådan noget kan jo ske.
Afbudsramt hold
Vi måtte stille op uden karantæneramte Vesterbæk og Kragerup, Fleng var forhindret, på bænken havde vi reservemålmand Magnus Holmstrup, Victor Blaabjerg, Lucas Refnov, Mark Parrish, David Wagner og tilbagevendte Gustav Harlev, de tre sidstnævnte kom på banen efter pausen.
Kampen sluttede 0-0, Brønshøj kom med meget fysik, mens vi vel startede kampen bedst. Anfører Jonathan var godt spillende, sygdomsramte Have var klar til alle 90 minutter, mens J. Harlev stod godt imod i alle nærkampe. Dargis og Muddi forsøgte sig godt i front, begge var tæt på scoringen i opgøret, som Brønshøj midtvejs i 1. halvleg satte sig lidt på.
Kortene kom i den grad frem i solskinnet
Kampen var på ingen måder hårdt spillet, alligevel fik vi hele fire (!) advarsler indenfor 20 minutter i halvlegen, det lignede udefra klare fejl ved 3 af dem.... Hjemmeholdet fik også en enkelt, og med to tvivlsomme gule kort til hjemmeholdet efter pausen var der næsten udlignet på den kant.
Midtvejs i 2. halvleg kom igen godt spillende Lasse forbi Brønshøjs bagerste spiller, det var næsten oppe ved midtercirklen, og med et klokkeklart benspænd satte hjemmeholdet en stopper for det lovende angreb. Ikke engang frispark blev der dømt, forklaringer som ’jeg så det ikke’, ’jeg gik ingen hjælp udefra’ var hvad vi hørte om den episode – det var særdeles billigt sluppet og naturligvis meget uforståeligt.
Det talstærke publikum (ca. 500 fremmødte) kunne høres gennem hele kampen, de så et skud fra Brønshøj prelle af på overliggeren, ligesom Magnus (MC) var på sin plads de gange hvor hjemmeholdet var nærgående. Vores fronttrio havde gode forsøg mod slutningen, men vi måtte forlade banen målløse – første gang siden 9 oktober – jep, det var også mod Brønshøj.
MC blev fuldt fortjent kampens spiller, Jonathan var runner up, og det ene point var vi vel ikke helt tilfredse med, men omvendt så er Brønshøj bedre spillende end deres nuværende placering som nummer 6.