Torsdagens pointtab blev klart og grundigt vasket væk, da vi på deres stadionbane var oppe mod Holbæk II, der var et godt spillende hold, dog med flere lettere skønhedsfejl…
Vi mødte frem til kampen med samme formation som mod Kalundborg, i hvert fald ude på banen. Eneste ændring var Jess i målet, i stedet for Martin, der var i UK.
Holbæk startede lidt henad lyn og torden, og var tættest på i kampens indledning. Et skud på overliggeren i det 6. minut var en god måde at vække os på, og da Jess tog sig af hovedstødet på returen var vi advaret. Det var Holbæk ikke mod Runes skudtrussel fra distancen, og efter 12 ½ minut kom scoringen så. Fra nogle meter fra feltets kant tog Rune chancen, og pivsikkert lå bolden i nettet bag deres sprællende keeper. Smukt mål, der bringer minder frem fra tidligere!
Mere om Rune senere ...

Magnus markerer tæt...
Kampen var stadig åben, og langsomt kombinerede vi flere og flere gode angreb frem. Vi tiltvang os fem hjørnespark i halvlegen, de lå alle godt, og især Carsten kom godt med i kampen efter en mindre rokade. Digger og Ras var begge tæt på kort før pausen, Carsten ligeså, og i halvlegens overtid blev Digger noteret for en advarsel for et frispark midt på banen. Jess var tidligere sparket ned efter bolden var sparket frem, men den rutinerede målmand kom heldigvis på benene igen.
Vi startede 2. halvleg med power play, der dog kun udløste et par hjønespark mere. Bedst som vi havde fuldt styr på begivenhederne, slog Holbæk kontra. En lang bold blev ikke clearet i vores bagerste rækker, og bolden blev fladt sparket ind fra feltets kant uden chance for Jess i målet.
Surt Surt…men vi fik snart noget at glæde os over. Føringsmålet til 2-1 blev nemlig scoret af Rune igen-igen, der med venstre forvaltede en skråt tilbage fra Digger på allerbedste måde. Rune kaldte på bolden, det kunne høres helt ud på sidelinien, og vi var godt på vej igen.
Fem minutter senere var Jess på sin plads, og reddede et frit skud til hjørnespark. Kort efter var først O. Hansen og lidt senere Ras – det var i samme minuttal 60. – begge meget tætte på, og vi var i hopla. Magnus kom ind i stedet for Carlitto, Sebastian kort tid efter i stedet for O. Hansen, og vi fortsatte det målsøgende spil.
I det 76. minut slog Digger en millimeter præcis diagonal til Ras, Rune gik med, og uselvisk selvom hat-tricket var indenfor skudafstand, blev bolden spillet på tværs til Ras, der gik med. Indersiden blev sat til og målet til 3-1 var en kendsgerning efter mønsterangrebet.

Højt humør på bænken i 4-1-sejren over Holbæk
Kort efter kom Digger udenfor, Dennis blev sat ind, og 3 minutter senere kunne sidstnævnte bringe tavlen på 1-4. Dennis var hurtigere end Holbæks målmand, og bolden blev prikket ind i det tomme mål. Seb og Ras var tætte på at udbygge føringen i overtiden, og da dommeren fløjtede af kunne vi juble over sejren. Resultaterne i rundens øvrige kampe var os venligt stemt , så nu er vi på 4. pladsen, dog tæt forfulgt af hele 3 forfølgere.
Jo, det er så sandelig lagt op til en spændende sæsonafslutning.
Rune fik to-cifret, det ser vi frem til, mens Jess var en sikker sidste skanse bag et godt spillende forsvar.
Tak til tilskuerne der tog turen derned til Holbæk mandag eftermiddag, og vi håber på mange kommer og støtter os, i kampen mod Skjold på lørdag.
Pist. Ikke ét ord om banen i dette indlæg................
Først skal vi dog en tur til Toksværd på onsdag, hvor vores første pokalkamp i denne sæson skal spilles. Kampen spilles kl. 19 hvis det har interesse..............
d. 29-05-2007 01:25:49
d. 29-05-2007 11:17:35