Vi mødte frem til topkampen i Værløse blot 47 timer siden sidste kamp. Hjemmeholdet havde derimod haft adskillige hviledage forud for dysten, men det kunne ikke ses fra kampens start. Tværtimod. Vi lagde klart bedst ud, pressede dem godt i bund de første minutter, og en al for sen tackling på Paw, kostede da også et gult allerede i kampens 6. minut.
Værløse har længe været med i toppen af rækken, men spillet er nu langt fra noget at falde i svime over….Lange bolde, en del over sidelinien, og tilfældigheder var våbnet, men det blev samtidigt også forskellen på resultattavlen i dag.
Begge hold kom frem til nogle lige ved og næsten, og i det 27. minut blev Jan nedlagt lige udenfor feltet til nok et gult for en af deres. På frisparket blev bolden dirigeret mod fjerneste stolpe, men på målstregen blev bolden sparket forløsende væk. Jan kom på højkant, men var hæmmet af frisparket, og måtte senere lade sig udskifte.
3 minutter før tid sendte Værløse bolden flere meter ved siden af Martins mål, og straks efter svarede vi igen, men skuddet blev tacklet til hjørne.
Stillingen på de 0-0 hold til pausen, og de mest neutrale tilskuere mente vi skulle føre med et mål eller to.

AFK i de hvide udebanetrøjer
Værløse havde et svagt overtag de første par minutter efter pausen, men det var Rune, der havde halvlegens første målchance. Bolden var holdt godt nede, men målmanden var på sin plads. Bedst som kampen vippede kom vel nok kampens mest afgørende situation. På et indlæg havde Martin begge hænder på bolden, men efter et skub blev bolden tabt, og den gratis chance blev omsat til 1-0-scoring. Protesterne var nyttesløse, og desværre blev hjemmeholdet lige lovligt meget forfordelt i resten af kampen, hvor stort set alle tvivlsdomme faldt ud til deres fordel, vi måtte ikke bruge det tekniske felt, og udskiftningerne måtte vente til 2-3 spilstop efter vi havde proklameret det. Det var ikke godt nok, og klart at vi ikke skal lade det gå ud over spillet, men det er pokkers svært når det er så entydigt.
Jan måtte lade sig udskifte, Magnus kom på banen, og kort efter overlod vi Værløse for meget plads midtfor, og uden chance for Martin røg skuddet ind til 2-0. Herefter var det mere op ad bakke, vi prøvede at komme tilbage, og gutterne hev de sidste resurser frem. O. Hansen var ved at komme fri, men blev hevet ned et par meter udenfor feltet. Frisparket vil normalt give gult i 9 af 10 tilfælde, men dette må være den 10. af slagsen, og vores hovedrysten blev endnu værre.
Frisparket ville Sejer tage sig af, og inden nogle kunne komme til, lå bolden i nettet til 2-1. Et super mål på et godt tidspunkt, og vi fortsatte som det eneste hold på banen, det målsøgende spil. I slutminutterne havde vi 4 gode muligheder for kvittering, Værløse en enkelt som Martin tog sig af, og kampen sluttede med de 2-1. Dermed var vores første nederlag i 7 kampe en realitet, men der er absolut ingen grund til, at vi skal lade os slå ud af det.

Sejer var manden bag reduceringen
Indskiftede Sebastian og Morten var begge tætte på scoringen i overtiden, og da vi havde rystet den første skuffelse af os, kan vi nu med oprejst pande se frem til de næste kampe, her hvor sæsonen lakker mod enden.
Als fik vores eneste gule, Paw blev man-of-the-match, Sylle runner-up, og vores spillere kunne endeligt slappe af efter to kampe på under 48 timer. Måske får DBU spørgsmålet om det er fair?!?
Vi måtte desværre undvære karantæneramte Mark, udlandsramte Digger, og rygskadede Andreas til kampen, men substitutterne gjorde det godt under omstændighederne. Med lidt held er de alle med torsdag aften når Kalundborg kommer til Skovvang, og vi ser alle frem til den sædvanligvis store opbakning på lægterne.
FA
d. 22-05-2007 13:03:46