Vinterens fjerde træningskamp blev spillet lørdag den 21. februar på 'udebane' mod naboklubben Blovstrød, der som bekendt er at finde i serie 1 i denne sæson. Trænertrioen havde udtaget et slagkraftigt mandskab med hele 21 spillere, deriblandt keeper Nicolai Weisbjerg fra vores talentfulde U/19-holdet.
Spændingsniveauet var en kende for højt i indledningen af dysten, ingen af spillerne ville give sig, og begge mandskaber så tændte ud. Mads Rem var den første på scoringslisten, det var allerede i det 8. minut efter forarbejde fra Sigurd og Mark P.
I det 16. minut var Rem på spil igen, denne gang efter en vidundelig tværpasning fra Dino. Desværre måtte Rem senere forlade banen med en skade, det måtte Joller og Sigurd også hvilket vidner om mange hårde dueller i opgøret.
Casper måtte også forlade banen, det var efter to episoder som blev takseret til hårdt spil. De 10 minutters undertal blev vekslet til 3-0, denne gang var skarpretteren Dino, assist fra Rem og Mark P.
Weisbjerg var på sin plads i målet, Peter var stærkt spillende på backen, og målscoringen fortsatte efter pausen. Præcist 7 minutter efter 2. halvleg blev fløjtet igang kunne Sebastian Ysbæk gøre det til 4-0 med en fin inderside, denne gang efter oplæg fra Nicklas.
Derefter fulgte endnu en periode med tætte nærkampe, ikke mange chancer og et rødt kort til Blovstrød.
Tilbagevendte Patrick var uheldig med en tilbagelægning i eget mål, det var i det 69. minut og Blostrød-spillerne kunne endelig juble. Mere blev det ikke til, Balle og Baris lukkede fint af, og Ysbæk ville mere i den anden ende med nok en scoring i det 81. minut.
Det blev ved de 5-1 hvilket var nådigt sluppet for Blovstrød efter de 90 minutters lokalopgør, der desværre giver os en kedelig bismag med skaderne som vi hidtil har været forskånet for. Tak til naboerne for kampen, der skal nok blive meget snak om de mange intense episoder i dysten på den super gode kunstbane i Blovstrød.
d. 24-02-2015 13:59:54
d. 24-02-2015 14:01:04