Lad det være sagt med det samme, det var ikke lige vores dag i det sydsjællandske i dag. Kampens resultat blev 3-0 til Haslev, men inden vi kom så langt skulle vi grueligt meget igennem.
Der var til kampen flere afbud og under opvarmningen måtte kaptajn Parker melde fra med en skade og således måtte vi stille til start med kun 13 mand. Afbuddet betød samtidig et par rokeringer i startopstillingen, hvilket bl.a. gav debut til Peter Ahrensberg efter et par gode kampe på U21 holdet.
Om det skyldes omrokeringerne før kick-off skal være usagt men vi kom halvskidt i gang med kampen og sad mange gange ikke tæt nok på i duellerne. Efter et kvarter gik det så galt, da Haslev fik det første af tre straffespark, da Casper lidt kluntet fik kantet en spiller i feltet. Straffesparket blev resolut sparket ind bag Buch, som var uden chance ved det velplacerede spark.
Minutterne efter scoringen var vi noget groggy og bare to minutter senere kom det andet straffespark til Haslev efter noget passivt forsvarsspil. Til alt held tog Haslev spilleren lidt lettere på opgaven denne gang og sparkede bolden over mål.
Som om vi ikke havde uheld nok, så var Patrick omkring midtvejs i første halvleg impliceret i et grimt uheld, hvor han efter at være blevet underløbet i en hovedstødsduel desværre landede helt skævt og brækkede underarmen. Det betød et længere spilstop indtil Patrick blev hentet af ambulancen. En hård skæbne for den evigt uheldige Allerød spiller, som nok må se resten af efteråret fra tilskuerpladserne. Rigtig god bedring til Patrick skal i hvert fald lyde herfra.
Kort efter spillet var sat i gang igen kunne Haslev bringe sig yderligere i front efter meget sløset forsvarsspil. 10 minutter før pausen kom så dagens mavepuster fra dagens dommer da han valgte at dømme kampens og Haslevs tredje straffespark – denne gang et noget tvivlsomt et af slagsen, da Ras ellers med en veltimet tackling får sendt bolden til hjørnespark efter Haslev spilleren havde rundet Buch og skulle til at skyde bolden i mål. Udover straffesparket blev Ras også præsenteret for det røde kort og så var det for alvor op ad bakke – en mand i undertal i næsten en time. Haslev scorede sikkert på straffesparket og bragte sig på 3-0 som også var stillingen ved pausen efter en af de mest mærkværdige halvlege som vi har spillet.
Pausen blev brugt til at tanke lidt energi og vi var langt bedre med i anden halvleg hvor et ny konstrueret forsvar med Nicolas, Joller og Mønster fint tog sig af de få ting Haslev kom med. Generelt var det dog en chancefattig halvleg for begge holds vedkommende og kun lige ved og næsten chancer fra Sigurd og Mønster var hvad det blev til. Men dog positivt at vi får spillet hos lidt op i anden halvleg og får lidt mere fight og vilje ind samt formår at holde Haslev fra chancer en mand i undertal.
Alt i alt var der ikke meget at tage med fra denne lidt vanvittige kamp, men der er ikke andet for end at vi må op på hesten igen og næste weekend kommer forhåbentlig sæsonens første sejr.
d. 22-09-2014 11:23:02
d. 26-09-2014 10:56:09