Det blev til 90 minutters god dyst, da LSF fra DS lagde bane til vores første græskamp i 2014. Kampen blev spillet på en af græsbanerne ved Ledøjes Stadion, og hjemmeholdet var mere vante på underlaget end os.
Vi var uden flere profiler, således var både Lasse, Ras, Joller m.fl. ude af forskellige årsager, så coach Jensen sendte Mads Rem fra U/19 på banen fra start.
Det klarede den unge spiller glimrende, og langsomt fandt vi fodfæste på det fine græstæppe. Første halvlegs største chance tilfaldt hjemmeholdet, bolden tog foden af stolpen efter noget klumpspil i feltet - men en velspillende Buch var på sin plads i situationen.
Vi spillede os til et par muligheder, især en stor, men 0-0 holdt til pausen. Baris blev sendt på banen lige før halvlegshviilen, Balle tog et fint indhop, og kampens enlige mål stod anfører Parker for. Et godt hjørnespark blev vekslet til et par skudforsgøg og på det sidste af dem var Parker sikkerheden selv. Tidligere i kampen var der dog ikke meget der talte for det, da et skub fra en modstander gav ribbene et ordentligt tryk, men Parker spillede alligevel kampen til ende trods handicappet - stærkt gået af vores anfører.
LSF havde haft fornøjelsen af græs i en uges tid, vi må formentlig vente noget endnu på samme mulighed - men hvor var det dog en fornøjelse at se det unge AFK-hold (her tæller Sylle dog ikke helt med) og det lover altså godt for fremtiden!!
Kampen igennem var der høj intetensitet i duelspillet, vi slap fint fra det, og havde nogle rigtige gode muligheder efter scoringen. Det blev ikke til mere, Buch var på sin plads da LSF forsøgte sig, og vores unge keeper kunne glæde sig over nullet blev holdt for tredje kamp i træk.
Flere kan fremhæves for den gode arbejdsindsats, Skov spillede sig gevaldigt op i 2. halvleg, Benne og Joel fik en halv times tid, og Rem fik en velfortjent klapsalve for sin debut. Hos LSF var der et enkelt velkendt ansigt, Maddi, eller Okholm som han kaldes på de kanter.
Mark, Mads og Jon var tæt på at øge føringen - vi fik for alvor smag for græsset, og er ved at være helt klar til forårspremieren, der er hjemme mod Sorø den 5. april på Skovvang.