Sæsonens anden sejr kom i 3.runde, hvor Hornbæk blev sendt hjem med et nederlag på 3-1 efter en kamp mod stor dominans fra AFK. Faktisk scorede hjemmeholdet alle 4 mål, i en kamp hvor Ramsgaard blev dobbelt målscorer, Lasse fik armbindet på, og flere rokeringer blev nødvendige som kampen skred frem.
Joller måtte blive helt udenfor, Anders var tilbage efter en enkelt kamppause, og var sammen med Mega og Baris på bænken fra start. Alle tre kom ind efter pausen, og gjorde det fortrinligt.
I kampens indledning var vi her, der og alle vegne. Fire afslutninger indenfor de første 15 spilminutter lovede godt, og det blev et senere i halvlegen. Ysbæk var god for os i det offensive, Jon og Ramsgaard farlige i feltet, og angrebene bølgede lystigt på gæsternes halvdel. Lige før den halve time var rundet svarede Hrondbæk igen efter to gode muligheder til os, men Buch var særdeles vågen og med en fodparade var stillingen stadig 0-0. Sekunder senere var det ændret til 1-0, Jonathan spillede kort i feltet til Ramsgaard, der via målmanden lige akkurat fik prikket bolden over stregen.
I det samme minuttal blev det til 2-0, igen var Ramsgaard målscorer - denne gang efter en Hornbæk-spiller fik lagt en for kort tilbageaflevering, og vi var godt på vej.
Syv minutter senere blev det til 2-1. Et frispark fik Sylle headet den forkerte vej, og spændingen var tilbage på Skovvang. Lige inden pausen bragede Hornbæk bolden på stolpen, Buch var over returen, og de 2-1 holdt til pausen.
2. halvleg startede som den første, vi var i teten, og en velspillende Casper var med fremme til afslutning. Efter knap 5 minutter fik Mads scoret, målet blev dog helt korrekt annulleret da offsiden var tydelig inde på midten.
Efter 51 minutters spil blev kampens sidste scoring sat ind. Lasse afsluttede endnu et fint angreb med, at finde Jon inde foran, og med en sikker inderside blev 3-1-målet sat ind.
De tre fra bænken kom alle i spil efter pausen, et par skader betød vi måtte omrokere flere steder, og med lidt held havde Baris og Ysbæk øget føringen mod slutningen af matchen, der sluttede efter fire minutters tillægstid i 2. halvleg.
Træner Jensen sagde efter kampen - Sejren var fuld fortjent, vi har de fleste chancer og spiller en god stabil kamp. Dog er der 10 minutter i hver halvleg hvor vi mangler tempo og hvor vi måtte skifte på midten. Holdet løftede sig sammen, og bænken gør en god forskel i dag.
Unge Skov spillede en fin kamp både som back og på midten, mens Ramsgaard og Buch (M-o-M) tog sig af de fleste stemmer.
d. 03-09-2013 00:21:41