Nulløsning i TaastrupLørdagen bød på et tidligt topopgør i sjællandsserien mod Taastrup FC, som havde hentet maksimum point i de 3 første runder.
Starten af kampen bød desværre på en del koncentrations fejl fra vores side, men langsomt fik vi arbejdet og spillet os ind i kampen, som set over 90 minutter, blev en fornuftig omgang fodbold fra vores side.
Første halvleg bød ikke på de store chancer foruden Casper´s dobbelt chance midtvejs i halvlegen. I den anden ende var det også småt hvad Taastrup kom frem til og når forsvaret ikke fik afvist, så stod en stærkt spillende Frederik Buch i vejen som en sikker sidste skanse. Buch spillede i sin første kamp på senior 1 i Birkjærs fravær, og det gjorde den unge målmand med bravour.
Efter pausen fik vi lagt et større pres på Taastrup og midtvejs fik Simon chancen, som vi ventede på. Et godt pres midt på Taastrups halvdel sendte Simon af sted mod mål i en friløber, men den ellers så træfsikre angriber måtte se sin noget svage afslutning blive reddet af målmanden.
Fem minutter senere måtte vi slippe gashåndtaget lidt, da Parker måtte ud og køle lidt af, efter et noget tyndt gul kort. Vi klarede dog de 10 minutter i undertal uden Taastrup kom frem til noget nævneværdigt. Med 10 minutter igen blev Taastrup reduceret til 10 mand ved direkte rødt kort efter en voldsom takling på en stærkt spillende Magnus midt på banen. Overtallet blev dog ikke omsat til nogen reelle chancer og så sluttede kampen som den startede.
Bedst på dagen var MOM Frederik Buch samt Magnus, mens også Dennis og Parker spillede en fornuftig kamp. Sidst men ikke mindst var det positivt, at vi for anden gang spillede til nul, hvilket vist efterhånden er en del år siden det sidst er sket.
Næste kamp er lørdag d. 8/9 kl. 15 hjemme på Skovvang mod Helsinge
- Greve