Nederlag i blæstenTræningskamp nr. 2 mod divisionskollegaerne fra Stenløse endte med et 3-0 nederlag på Møllemosen, på en dag hvor vi måtte undvære en lille håndfuld spillere pga. af ferie/ skader.
Kampen startede livligt på trods af den stærke vind og allerede et par minutter inde i kampen fik Drescher muligheden for at bringe os foran, men hovedstødet tæt under mål blev sendt forbi. Stenløse var dog også farlige i den anden ende bl.a. på en friløber, som dog ikke gav en scoring. Generelt var Stenløse mest på bolden i kampens indledning men vi kom bedre med som halvlegen skred frem.
Føringsmålet til Stenløse kom dog efter den halve time, en aflevering over bagkæden blev taget pænt ned og konsekvent sparket ind i det lange hjørne uden chance for Pryts.
Kort før pausen fik T muligheden for at udligne, men friløberen blev desværre sparket ved siden af mål.
Kampen sluttede 3-0 til Stenløse efter et par dumme scoringer i 2. halvleg. Med lidt mere træfsikkerhed kunne vi sagtens have scoret et par mål, men på en dag hvor spillet ikke rigtig hang sammen var sejren fortjent nok.
I næste træningskamp venter FC Nordsjællands talentfulde U19 hold.
- Greve